B’nice på sit første spor

Så er det tid for B’nice at snuse til næsearbejdet i form af spor.
Næsearbejde koster energi, stor koncentration og en sulten hvalp. En rigtig god aktivitet for en hvalp med meget energi.
Man kan guide og hjælpe hunden, hvis den ikke magter opgaven, men det er bedst at man blander sig så lidt som muligt i næsearbejdet, så hunden selv kan arbejde med opgaven med dens medfødte enestående snude og lugtesans.

Jeg har besluttet at det første lille spor bare skal ses an, dvs. hvordan reagerer B’nice.
Hvor godt søger hun ? Stresser hun? Giver hun op? Hvad sker der, hvis hun ikke magter opgaven – og er jeg nødt til at blande mig?

Med sporpind, foder i hånden, en græsplæne samt så heldig at have en der kan passe B’nice, imens jeg lægger sporet. Så er vi i gang.
Jeg tjekker vindforholdene, da jeg ønsker at lægge sporet i medvind, således at B’nice får rygvind på hendes første spor. Rygvind gør at færden ikke bliver kastet lige i snuden på hende. Det kan give anledning til at hun løfter næsen og løber sporet, i stedet for at sætte næsen dybt i jorden og snuse sig frem.

Jeg starter med at sætte en sporpind til venstre for mine fødder, og derefter træde/stampe et opstartsfelt, en lille trekant, til højre for pinden. Jeg drysser godbidder i opstartsfeltet/trekanten.
I opstartefeltet skal hun optage færd af sporet, så dette er et vigtigt moment. Der skal være ro, og hun skal gerne bruge lidt tid på at samle de dryssede godbidder op.
Derefter træder jeg et dybt hælspor, hvori jeg lægger en godbid. Det dybe hælspor medvirker til at hunden søger dybt. Jeg fortsætter lidt “catwalk” med fødderne hel tæt, dvs. at tå bliver afløst af en hæl. I hvert hælaftryk ligger der en godbid.
Ved sidste hælspor spreder jeg en håndfuld godbidder, så jeg kan se at sporet er slut. Her kan jeg nå op til B’nice for at rose hende, og vi kan dele afslutning sammen. Jeg leder hende stille og roligt af sporet med en håndfuld godbidder.

Resultatet af hendes første spor:
Jeg er fuld tilfreds med B’nice første spor. Hun bruger sin lugtesans rigtig godt. Hun er interesseret og koncentreret i sit arbejde. Hun mister dog sporet halvvejs, fordi jeg ikke, som planlagt, står i sporet lige bag hende, så hun ikke kan gå baglæns. Med lidt hjælp fra mig kommer vi på rette spor igen, og gør sporet færdig og afslutter fint sammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *