Vores hunde er både i hundegård og indenfor i hjemmet. Vi har 3 hundegårde, som er fuldt overdækket med læ for vind og vejr. I hver hundegård er et forhøjet og isoleret hundehus med halm i. Alle vores hunde er trygge, rolige og meget glade for deres respektive hundegård, og er fuld tilfredse med at være der.
B’nice er blevet introduceret for hundegården. Jeg har lagt et tæppe, som hun kan genkende duften af derud. Man kan med fordel fodre hunden i hundegården, så den får en god oplevelse og tilknytning, og dermed god relation til at være i hundegården. Jeg drysser godbidder på fliserne og lokker hende med ind i gården, og lader altid lågen stå åben de første gange. Når hun har spist godbidderne, så går vi ud igen. Efter nogle dage med besøg i hundegården, så skal B’nice nu prøve at være i gården.
Hvis hvalpen skal kunne fungere i en hundegård, så er det en god investering at starte med at træne “adskillelse” fra hundeføreren.
Jeg sørger for at planlægge hvornår hun skal i for hundegården. Hun skal være lidt træt, men også i ro, før hun kommer derud – og en lidt sulten hvalp skader aldrig, da jeg altid lægger et kødben og nogle meget småsnittet godbidder, drysset med rund hånd, på fliserne i hundegården. Jeg viser B’nice kødbenet, som hun er meget interreseret i, og følger hende ind i hundegården, herefter går jeg stille og roligt ud. Jeg sætter mig på en stol med en bog på terrassen, hvor B’nice kan se mig. Hun pjevser et par gange, men er også interesseret i kødbenet, da hun er lidt sulten. B’nice går igang med sit kødben, og hun arbejder ihærdig med kødbenet de næste 25 min, alt imens hun lige tjekker et par gange at jeg er der endnu. Jeg tager hende ud igen, før hun er træt af at være i gården og ønsker at komme ud igen, da jeg ikke ønsker at B’nice finder på at stå og gø i gården.
Nu har hun prøvet hundegården – og vi gentager hundegårdstræningen hver dag, og udvider tiden i hundegården lidt for lidt.
Hvis man har andre hunde i hundegård ved siden af, så er det vigtigt at de opfører sig ordenligt. De skal være rolige, så de ikke forskrækker hvalpen, som er i hundegårdstræning.
B’nice har også været alene hjemme i en times tid idag. I bryggerset planlagt ud fra samme strategi som hundegården.
I løbet af dagen ser jeg mit snit til at træne “alene hjemme” med en træt hvalp, der alligevel ser ud til at skulle nappe sig en lur. Jeg smider igen lidt godbidder i hendes kurv, imens hun spiser dem efterlades hun alene hjemme. Radioen spiller i stuen. Se træningstips “Alene hjemme”-træning.
Jeg kører ud og handler, og er lidt spændt på hvad jeg kommer hjem til.
Efter en times kommer jeg hjem – der er stille og roligt. Da jeg åbner døren træder B’nice ud af kurven meget søvnig. Hilser stille og rolig på hende.
I dag var en god oplevelse for både “alene hjemme”- og hundegårdstræning.